Nogle komedier er udelukkende platte og fyldt med tomme kalorier. Det er ikke tilfældet med komedien ”Praktikanten” med Robert De Niro og Anne Hathaway i hovedrollerne, selv om der er enkelte platheder undervejs. Det er en morsom og varm film, der også tager problemer op, som er mere til gråd end grin.
Ben Whittaker (De Niro) er en ældre, pensioneret enkemand, der mangler, at nogen har brug for ham. Han søger job som praktikant i et modetøjsfirma ledet af Jules Ostin (Anne Hathaway). Firmaet er moderne, ungt og hipt. En helt ny verden for Ben Whittaker, der bliver personlig assistent for Jules Ostin. Hurtigt bliver han alles darling. De unge opdager, at han ikke bare er et retro kuriosum, men har en erfaring, de også kan trække på. Han er ikke mindst god til at se, hvad der foregår under overfladen. Og dér foregår noget.
Jules Ostin er gift og mor til en lille pige. Udadtil ser alt fint ud, hun har en strålende karriere, og manden er hjemmegående og får alt til at fungere på hjemmefronten. Men det er ikke altid nemt at få både arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Ben bliver den skulder, Jules har brug for, efterhånden som livet tårner sig op og vælter. Han er en god lytter med en livsvisdom, harmoni og ro over sig, som drager de unge. Et slipseklædt helle midt i det dynamiske og flimrende. Indbegrebet af ridderlighed, ordentlighed og høflighed og altid med et nystrøget lommetørklæde parat til dem, der trænger. Hallo, findes der overhovedet mænd, der går med lommetørklæder mere? Nej vel, men det burde der måske!
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk