Charles Dickens’ juleeventyr er en litterær klassiker. Den er blevet filmatiseret et utal af gange, men aldrig med så meget charme som i hænderne på Brian Henson og hans fantastiske dukker.
ET RIGTIGT JULEEVENTYR
Ebenezer Scrooge er en forstokket og nærig gammel mand, som ikke har meget glæde i livet. Han tjener penge som ingen anden, men hverken ham eller hans ansatte har noget ud af det, da han aldrig bruger en klink. Og så hader han julen. Alle menneskers snak om familiehygge, deres pengeforbrug i juletiden og overdrevne omsorg for hinanden. Humbug! Julenat får Scrooge besøg af sine gamle, afdøde kompagnoners spøgelser,’The Marleys, som vandrer rundt på jorden sammenflettet af tunge lænker og pengekasser, der er smedet i løbet af et liv med grådighed og egoisme. De fortæller ham, at han har en enkelt chance for at undgå den samme skæbne: Han vil få besøg af tre ånder, som vil vise ham, hvem han er. Det er ånder fra fortidens-, nutidens- og fremtidens jul. Hver for sig tager de tre ånder Scrooge med på en rejse julenat.
Erkendelsesrejse
‘The Ghost of Christmas past’ tager Scrooge med tilbage til hans barndom og ungdom, og her får han lov at se de skelsættende valg, han tog – især i forhold til kærligheden. Engang var han forelsket, men han valgte penge og karriere over kærligheden. ‘The Ghost of Christmas present’ viser den gamle gnier, hvordan andre har det i juletiden, og hvordan hans egoisme påvirker andre mennesker og deres forhold til ham. Det giver Scrooge noget at tænke over, inden den sidste ånd viser ham den fremtid, han går i møde, hvis han ikke lægger sit liv om.
Historien om Ebenezer Scrooge er skrevet af Charles Dickens, som i 1843 udgav A Christmas Carol. Det er en af de mest elskede og kendte julefortællinger, og den er blevet filmatiseret mere end 30 gange. Denne version foregår selvsagt i et Muppet-univers og er en skøn sammenblanding af Jim Hensons kendte og elskede dukker og skuespillere af kød og blod. Det fungerer aldeles glimrende. Michael Caine er fremragende som Scrooge, og hans samspil med dukkerne og især Kermit som sekretæren Bob Cratchit, er både sjov og rørende…
Se mere på https://filmogtro.dk/