
Et tiltrængt frikvarter med grove selvrefererende jokes, når superheltenes frække dreng går sammen med ham den seje, som egentligt var gået ud af skolen.
VENTIL TIL SUPERHELTEBALLONEN
“Jeg er Marvel-Jesus” resonerer Deadpool i første akt af “Deadpool & Wolverine”- da han i filmens præmis når til den indsigt, at han – ud over at redde universet og alt det der sædvanlige – også må redde MCU – altså Marvel Cinematic Universe, som i de seneste år har haft flere betydelige fiaskoer siden deres storhedstid med kulminationen omkring Avengers: Infinity War (2018) og Avengers: Endgame (2019). Men er Deadpool her i sin tredje film virkelig den messias, som superheltefans har brug for?
Det har været et ivrigt debatteret, at MCU er blevet metaltræt, samt at hele superhelte-bølgen er ved at lægge sig efter flere fejlskud og dalende publikumsinteresse. På tide, vil mange nok mere. Men uanset, hvor man er på ’superhelte-mæthedsskalaen’ er “Deadpool & Wolverine” den helt store (og eneste) film fra Marvel i år, og det gør, at dens stemme på en eller anden måde fremstår mere betydningsfuld.
Det er også betydningsfuldt, fordi det er første film, der binder X-men sammen med MCU, og fordi det er første film lanceret i MCU-regi, der er R-rated. Ved billetlugerne har filmen nu indtaget førerpositionen som mest indbringende R-rated film nogensinde.
Et kærkomment teamup
For selvom der er noget nyt og friskt over “Deadpool & Wolverine”, er meget stadig utrolig genkendeligt og trukket frem fra genbrugskassen – hvilket er tydeligt med titelkarakteren, da det i Logan (2017) blev gjort klart, at Hugh Jackman lagde adamantium-kløerne på hylden. Et teamup mellem de to karakterer har været et længe ventet eventyr i fankredse – og der leveres masser af gode gamle gensyn, men sat i en ny sammenhæng og med nye vinkler – som fx Wolverines karakteristiske gule dragt, som ellers kun er kendt fra tegneserierne.
Et nærmere resume kan næppe klares uden at afsløre de foregående film, eller at skulle forklare større elementer af MCU’s brug af tidslinjer i forskellige multiverser, hvor forskellige verdener sameksisterer.
Men altså – fra én af disse verdener finder Deadpool den mest usle version af Wolverine, og da de begge ønsker at redde henholdsvis sin verden eller sit renommé, forenes de i et gensidigt hadskabeligt forhold, hvor de må gennemgå både den ydre og indre kamp med deres karakterbrister. En klassisk superheltefortælling med de elementer vi efterhånden kender så godt…
Se mere på https://filmogtro.dk/