Den argentinske befolkning levede under et blodigt militærdiktatur i årene 1976-1983, hvor op mod 30.000 modstandere af regimet forsvandt. Filmen “Jeg hedder Ernesto” bygger på instruktørens egen barske barndomshistorie som barn af revolutionære forældre, som kæmpede mod militærjuntaen.
I filmen følger vi Juan og hans familie, som vender tilbage til Argentina efter at have været i politisk eksil i Cuba. Familien er modstandsfolk og kæmper under hemmelige dækidentiteter mod det brutale styre. Historien fortælles fra den 12-årige Juans synsvinkel. Juan får navnet Ernesto og får lært en remse om sin falske identitet. Den skal han bruge, hvis han bliver spurgt. Filmen skildrer fint de konsekvenser, forældres idealisme kan have for både dem selv og deres børn. Særlig tydeligt bliver dette i en scene, hvor Ernestos bedstemor skændes med sin datter om, hvorvidt hun skal tage Ernesto med i sikkerhed. Bedstemoren får dog ikke held med sin kamp og må grædende efterlade Ernesto og resten af familien til en usikker tilværelse i kamp mod militærregimet.
I filmen følger vi Ernesto tæt i en hverdag, der er delt mellem et liv i frygt og det første møde med kærligheden. Som barn af revolutionen lever Ernesto og hans familie et liv under overvågning af militærjuntaen, mens det spirende forhold til Maria giver Ernesto mulighed for at flygte væk fra den farlige hverdag.
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk