Man tager fire kendte eventyr: Askepot, Hans og bønnestagen, Rødhætte og Rapunzel. Man tilsætter en blåhåret heks og et ungt bagerægtepar, der ikke kan få børn. Man sender dem alle ind i en dyb skov – og så har man “Into the Woods”.
Det unge par (Emily Bunt og James Corden) har en stor sorg: de kan ikke få børn. Deres nabo, heksen (Meryl Streep) fortæller, at det er fordi, hun har kastet en forbandelse på dem på grund af en strid med bagerens far. Men hvis de kan finde fire genstande, inden der er gået tre døgn, og bringe dem til heksen, vil hun ophæve forbandelsen. Så de går ind i skoven for at finde de fire ting. Også Askepot, Hans, Rødhætte og Rapunzel må ind i skoven, og hver af dem har én af de eftertragtede genstande. Og så går de vilde jagter og indviklede forhandlinger. I skoven er naturligvis også ulven (Johnny Depp), Askepots prins (Chris Pine) og mange flere. Det skal ikke afsløres, hvordan filmen ender. Men tro ikke altid på det med, “at de levede lykkeligt til deres dages ende”.
Etiske spørgsmål
Filmen indeholder mange seriøse etiske problemstillinger. De kommer frem både som monologer, dialoger, gruppesamspil og gennem de konsekvenser, personernes valg får. Hvordan er man en god forælder? Vil børn (også børn af en heks) altid videreføre deres forældres dårlige egenskaber, eller kan de bryde med arven? I begyndelsen af filmen synger alle om, hvad de ønsker sig. Men er det altid godt at få det, man ønsker sig? Flere af personerne i filmen oplever, at deres ønske går i opfyldelse – men at dette bestemt ikke fører til udelt lykke. Askepot italesætter ligefrem, at hun er nået frem til, at for hende vil lykken nok være en mellemting mellem de forfærdelige kår, hun kom fra, og livet på slottet sammen med prinsen. “Mellemtingen” viser sig at være livet sammen med en jævn bager med et lille barn.
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk