“Calvary” indledes med følgende citat af Augustin: “Fortvivl ikke, den ene af tyvene blev frelst. Antag ikke, at en af tyvene blev fordømt.”
Fader James (Brendan Gleeson) er præst i en lille irsk by. Da han efter gudstjenesten sidder i skriftestolen, truer en mand fra sognet med at dræbe ham næste søndag. Drabet skal ske, for at Fader James kan være et uskyldigt sonoffer for, at manden gennem fem år er blevet afskyeligt seksuelt misbrugt af en nu afdød præst.
Du var der ikke
Dybt foruroliget over, hvordan han skal reagere, forsøger James at fortsætte sin præstegerning. Men det viser sig nærmest umuligt, da han står over for en lang række uoverstigelige menneskelige og spirituelle udfordringer fra både sin fraseparerede datter Fiona (Kelly Reilly) og fra sognebørnene. I alle disse nedslåede situationer – hvor han hele tiden må tjene andre, men ikke selv modtage – begynder hans liv at falde fra hinanden. Samtidig må han erkende, at han selv er et ufuldkomment menneske, og at han ikke var der, da hans datter havde allermest brug for ham.
Brendan Gleeson spiller karakteren Fader James med en sårbarhed og autentisitet, som både er fremragende og troværdig. Flere af sognets beboere udtrykker flere gange sarkasme over for præsten, kirken og kristendommen. Men samtidig udstråler James en sådan transparens og ydmyghed, at de formår at være ærlige i hans nærhed, og derfor tør bruge ham både som sjælesørger og medvandrer. Af samme årsag udbryder datteren: “Skal du finde dig i den slags lort hver dag?” Hvorpå faren svarer: “… der er meget af det, lad os sige det sådan.”
Menneskelig afstumpet
Filmen er stor set hele vejen igennem mørk og pessimistisk. Lyssætningen er mørk. Humoren er sort, og sproget er råt. Menneskenes ufuldkommenhed og afstumpehed fremstilles usminket og uden formildende omstændigheder.
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk