Jagerpiloten Tom Egan (Ethan Hawke) fra USA’s luftvåben er den dominerende hovedperson. Det er en historie om, hvordan en mand kan gå i opløsning på grund af et job, der går direkte ind på hans samvittighed. Tom Egan sidder ikke i flyet, der angriber Taleban, men han styrer det fra en hangar på den militære flyveplads ved Las Vegas. Med noget, der ligner et computerspil, opererer man de droner, der bruges i kampen mod formodede nuværende og kommende terrorister i Afghanistan. Det er især det sidste, der generer ham, for hvor mange civile er det i orden, at man dræber, for at undgå faren for, at terroristerne dræber amerikanske civile? Der går ti sekunder fra missilet er affyret og til eksplosionen kommer. I de ti sekunder ser man måske et par legende børn komme inden for sigtekornets ramme. Og som hans andenpilot siger, så er vi ved vores måde at bekæmpe terroristerne på måske i virkeligheden årsag til, at der bliver stadig flere af dem?
Det ligner science-fiction, men det er noget, der foregår i virkeligheden, siger en befalingsmand til et hold rekrutter. De nye piloter til dronerne hverves ikke længere blandt jagerpiloter, men mere blandt unge, der er dygtige til computerspil. Springet fra at lege med et computerspil og til at flyve en drone er ikke stort. Forskellen er, at med dronerne nedkæmper man ikke bare billeder på en skærm, men levende mennesker. Filmens titel stammer fra den bemærkning, drone-operatørerne kommer med, når de har en fuldtræffer.
Vi følger Tom Egans psykiske nedtur, der på fremragende vis gøres levende af Ethan Hawke, hvis mimik både kan vise den overfladiske gavtyv og den dybt deprimerede drukkenbolt. Nedturen udpensles gennem hans forhold til ægtefællen Molly (January Jones). Som han siger til en butiksansat, der nysgerrigt spørger til hans uniform: “Jeg har i dag dræbt seks terrorister i Afghanistan, og nu er jeg på vej hjem for at tænde grillen.”
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk