Her får du et fortvivlende, socialrealistisk indblik i en sydstatskultur, som vi sikkert også får glimt af iDer var helt stille i biografen, da den tyske film “Tavshedens labyrint” lod de afsluttende rulletekster køre over lærredet. Og ikke uden grund. Det er en film, der sætter sig i én. Ganske enkelt. Den er fremragende og meget, meget tankevækkende.
Handlingen foregår i Frankfurt i 1950’erne. Tyskland lider af en kollektiv fortrængningsmekanisme. Folket ønsker ikke at huske eller vide, hvad der foregik af grusomheder under krigen, og devisen synes at være, at taler man ikke om rædslerne, så har de nok ikke fundet sted. Og dem, der vitterligt ikke vidste, hvad der foregik, ønsker heller ikke at vide det. Da en ældre jøde opdager, at en tidligere fangevogter i kz-lejren Auschwitz nu arbejder som lærer på en lokal skole, tager han og hans journalistven kontakt til en ung advokat, Johann Radmann, og får ham til at forfølge sagen. Radmann bliver hvirvlet ind i tavshedens labyrint. Meget få ønsker at få sandheden frem, for sandheden er for ubærlig og implicerer for mange. Derfor prøver man fra mange sider at lægge ham hindringer i vejen. Til sin store overraskelse opdager han under sine undersøgelser beviser for, at tusindvis af SS-officerer, der tjente i Auschwitz, nu lever almindelige familieliv uden at være blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. De fortsætter deres liv, som om intet var hændt.
Filmen får aldrig en sentimental slagside, skønt temaet lægger op til en følelsesmæssig rutsjetur, for de uhyrligheder, der foregik i kz-lejrene, er ikke til at kapere. Instruktøren holder en vis distance til grusomhederne og lader os som seere, langsomt erkende sandheden sammen med Radmann. Det virker stærkt, for erkendelsesprocessen er smertefuld. Radmann erkender, at fornægtelsen har bemægtiget sig samfundet, for folket kan ikke klare at påtage sig skylden. Alle kender nogen, der har været en del af krigsforbrydelserne, og derfor bliver det nemmere at lukke øjnene, for man kan ikke klare at forholde sig til realiteterne. Efterhånden sniger skylden og nazi-fortiden sig også ind på Radmanns personlige liv. Det går op for ham, at ingen kan sige sig fri.
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk