SLAVERI OG MENNESKEVÆRD
Jeg havde glemt alt om “Amistad”. Filmen af Steven Spielberg fra 1997 har stået på min hylde i mange år, og først nu så jeg den og måtte udbryde: Hvorfor har jeg først set den nu? Det er jo en fantastisk film i al sin gru!
Filmen er baseret på virkelige begivenheder og beretter om en gruppe afrikanske slaver på slaveskibet La Amistad. På vej fra Afrika mod Amerika gør slaverne oprør og dræber det meste af besætningen med undtagelse af to, som de befaler at sejle dem tilbage til Afrika. Men søfolkene bedrager slaverne og sejler dem i stedet videre mod Amerika, hvor skibet bliver opbragt. Her bliver slaverne anklaget for mord og afventer deres skæbne i fængslet. De to borgerretsforkæmpere Joadson og Tappan (Morgan Freeman og Stellan Skarsgård) får ejendomsadvokaten Roger Baldwin (Matthew McConauhey) sat på sagen. Baldwin vinder sagen ved underretten, men af frygt for, at Sydstaterne vil starte en borgerkrig for at bevare slaveriet, sender den siddende præsident Martin van Buren sagen videre til højesteret. Slavernes kamp tiltrækker hele nationens opmærksomhed og sætter store spørgsmål ved hele det amerikanske retssystem.
Behandles som dyr
For at sikre sig de bedste muligheder for at vinde sagen overtaler Joadson den tidligere præsident og advokat John Quincy Adams (Anthony Hopkins) til at føre sagen.
Filmen er især i begyndelsen ganske voldsom. Slaverne behandles som dyr, og da provianten begynder at slippe op, smides de svageste slaver kynisk overbord, så der forhåbentlig kan være mad til resten. Vi får hele problematikken med slaveriet præsenteret på en særdeles vedkommende måde – både på slaveskibet og i retssalen.
Desuden bæres filmen af flotte skuespilpræstationer. Slavernes leder Cinque, der spilles af Djimon Hounsou, gør det fantastisk – vi ser i hans karakter en sælsom blanding af klogskab, desperation, vrede og uvidenhed, og det lyser ud af ham i hver eneste replik. Han forstår ikke sproget, han forstår ikke retsvæsenet eller kulturen. Han er totalt lost, og alligevel formår han at bevare sin værdighed og at stille intelligente spørgsmål til advokaterne…
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk