
Er man til formidabelt skuespil, der er en Oscar værdig, og en stor fortælling i et tempo, man kan følge med til, så er “Maudie” et must. Det er en af de smukkeste historier, jeg har set længe! Der er ingen store armbevægelser, der er ikke mange personer med, men den er intens helt ind til marven.
At tage livet på sig og sætte farver på det grå
Maudie er handicappet. Hun går haltende og har sammenfald i ryggen. Hun bliver placeret hos tanten, der egentlig ikke vil have hende. Børnene kaster sten efter hende, når hun viser sig, fordi hun er anderledes. En gennemført outsider. Men en dag tager Maudie styring over sit eget liv. Hun søger en stilling som hushjælp hos en fisker i en øde og forblæst landsby i den canadiske provins Novia Scotia. Maudie er et skrøbeligt, sky og sårbart menneske, men skønt hun virker kuet og undseelig, har hun alligevel en indre styrke og optimisme over sig. Fiskeren Everett, som hun flytter ind hos, er følelsesmæssig afstumpet, brysk, rå og voldelig, når han ikke kan klare sig med ord. Hans hus er lillebitte og forfaldent. Hver gang livet bliver for hårdt, så åbner Maudie for en dåse med maling og finder sine pensler frem. Først bliver en hylde grøn, så kommer der blomster og fugle på vægge og vinduer og en dag finder hun noget affaldstræ at male små malerier på. Da det går op for Everett, at der er penge i Maudies ubehjælpsomme, naivistiske små billeder, får han et nyt syn på hende, og efterhånden vænner han sig til hende. Der opstår en særegen ømhed og afhængighed mellem dem, ja, de udvikler deres egen ordløse form for kærlighed. Det nærmeste, de kommer en kærlighedserklæring, er, da hun sammenligner dem med et par umage sokker, hvor Everett er den hullede, brugte og slidte sok, og hun den almindelige hvide bomuldssok. Everett retter hende og siger: Nej, du er den kongeblå og kanariegule sok! Efterhånden bliver deres lille hytte med hendes billeder et turistmæssigt tilløbsstykke, og hun kommer i både avisen og tv og bliver et originalt, men folkeligt indslag i den lille by.
Skuespilpræstationer ud over det sædvanlige
Sally Hawkins (kendt fra filmen Happy-Go-Lucky) leverer en skuespilpræstation som Maudie, man skal lede længe efter. Jeg mangler faktisk superlativer! Hun burde have en Oscar, men måtte desværre nøjes med end række andre filmpriser. Ligeledes er Ethan Hawke som den indesluttede mand fantastisk. Filmen er smukt filmet og viser med det forblæste og øde landskab også den menneskelige isolation, de står i både udadtil og indbyrdes. Det eneste minus er, at det kan være svært at følge tidslinjen i filmen, da det ikke er ganske tydeligt, hvor mange år, der går mellem scenerne. Uden at man rigtig når at opfange tidsperspektivet, bliver Maudie mere og mere sammenfalden, skrutrygget og gigtplaget…
Se mere på https://filmogtro.dk/