Fortællingen om en familie i opløsning efter en tragedie har vendt op og ned på deres ellers så, udefra set, lykkelige liv. Filmen vandt 4 Oscars, bl.a. for bedste film.
EN GANSKE ALMINDELIG FAMILIE
“Ordinary People” eller “En ganske almindelig familie”, som den danske oversættelse lyder, er Robert Redfords instruktørdebut fra 1980 og er baseret på Judith Guests roman fra 1976 af samme navn. I filmen møder vi familien Jarrett bestående af forældrene Beth og Calvin og teenagesønnen Conrad. En familie der udadtil lever det gode liv i Lake Forest, en velhavende forstad til Chicago. Inden for husets fire vægge er virkeligheden dog en anden. Eftervirkningerne af en familietragedie har sat dybe spor i familien.
Det fælles traume håndteres dog på vidt forskellige måder. Beth (Mary Tyler Moore) nægter at italesætte sin sorg, men forsøger at leve videre, som om intet var hændt og bruger al sin energi på at opretholde familiens perfekte facade. Hun distancerer sig samtidig mere og mere fra sønnen Conrad (Timothy Hutton), som truer Beths glansbillede af deres lykkelige familie. Conrad lider af ubehandlet PTSD, skam og vrede, der tilsammen har resulteret i et tidligere selvmordsforsøg. I midten står Calvin (Donald Sutherland) den godhjertede, men også til tider uforstående far og ægtemand, der desperat forsøger at holde sammen på sin familie. Alle disse spændinger i familien forbliver tavse, indtil Conrad begynder i terapi hos dr. Berger (Judd Hirsch), og familien bliver tvunget til at forholde sig til sig selv og hinanden.
Enkel, men enorm stærk
“Ordinary People” er en meget enkel film i sin opbygning, struktur og plot. Der er ikke de vilde plot, twist eller overraskelser. Det samme gælder filmsproget – ikke nogen prangende klippestil eller vildt lydbillede. Faktisk er det hele meget ordinært. Det lyder umiddelbart som opskriften på et virkelig tungt og kedeligt familiedrama. Dette er dog langt fra tilfældet!
Jeg er helt overbevist om, at Redford har valgt denne enkle stil for at give karaktererne så meget plads så muligt. For det er her, hos karaktererne, at filmens nerve virkelig pumper. Der ligger dermed også et kæmpe ansvar på manuskriptet, karakterarbejdet og skuespillerne, for at filmen skal kunne bære dette fokus…
Se mere på https://filmogtro.dk/