Langsom, langsom.
Ulideligt langsom.
Lange monologer.
Grå. Så novembergrå, at der knap kastes skygger.
Stille. Ingen filmmusik overhovedet, kun kirkeorgel og kirkeklokker.
Næh, Ingmar Bergmans “Nattvardsgästerna” fra 1962 er nok ikke lige den film, man skal tage en effekt-, farve- og fart-forvænt ungdom med ind at se. Bergman har sagt, at det nok er den af hans film, der står ham nærmest. Men selv hans hustru Kabi Laretei sagde: Ja, Ingmar, det er et mesterværk; men det er dog et kedeligt mesterværk …
Bergman og hans trofaste fotograf Sven Nykvist var så opsat på at få et gråt novemberlys, at Nykvist opfandt en lampe, der kunne kaste skyggeløst lys ind over optagelserne. Og der er faktisk lige så lidt virkeligt sort og virkeligt hvidt i denne sort-hvide film, som der er virkeligt sort eller virkeligt hvidt i nadvergæsternes tro! Intet er sort-hvidt. Alt er gråt. Også troen og tvivlen.
Tvivleren Tomas
Pastor Ericssons fornavn er naturligvis Tomas! Som i tvivleren Thomas. For han kan ikke tro mere. Da nadvergæsten Jonas modvilligt kommer i sjælesorg, vælter pastoren i stedet hele sin egen tvivl ud over ham og slukker det sidste håb hos ham. Jonas ser ikke anden udvej end at tage geværet og skyde sig selv, sådan som han har kredset om det længe.
Vi tror, at vi har set det før. Fx hos Kaj Munks præst i skuespillet Kærlighed, der også har mistet troen. Men her hører ligheden op. For kærligheden har Kaj Munks præst bestemt ikke mistet!
Men det har Bergmans præst. Ikke blot kan Tomas Ericsson ikke tro mere; han kan heller ikke elske mere. For hans elskede hustru er død; og han er i virkeligheden dermed også selv død. Han kan ikke tage imod lærerinden Märtas kærlighed, for han kan ikke elske hende tilbage.
Netop dette gør “Nattvardsgästerna” til en af Bergmans stærkeste, men også mest håbløse film. Bergman, som selv var søn af en stærkt troende luthersk præst, og som gjorde op med faderens tro, vender i andre film tilbage til det skælvende håb, at der dog er kærlighed i verden, og at denne kærlighed måske alligevel er en slags vidnesbyrd om Gud – eller måske er kærligheden Gud. Men hvis selv kærligheden er borte, så er Gud også endeligt borte…
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk