
EN GAMMEL KENDING VENDER TILBAGE
Over 54 år. Så lang tid skulle der gå, før der blevet lavet en sequel til den første film om guvernanten med paraplyen. Det er faktisk det længste tidsspand imellem en biograffilm og dens biograf-sequel nogensinde. Hvorfor har vi måttet vente så længe? Jo, hvis du så Saving Mr. Banks har du nok en idé om det. Forfatteren til bøgerne om Mary Poppins, P.L. Travers, brød sig ikke om, at Walt Disney havde proppet sang, dans og animation ind i sin film, så hun afslog, da Walt anmodede om at lave en opfølger. Walt døde to år efter premieren på “Mary Poppins”, og nye Disney-chefer prøvede sidst i 1980’erne at overtale Travers til en sequel, men igen forliste projektet, før det igen fik vind under paraplyen. Travers døde i 1996, og hendes efterkommere har nu sagt god for en sequel. Resultatet vil formentlig få Travers til at vende sig i sin grav, for hun brød sig ikke om originalen, og denne sequel er meget(!) magen til originalen.
Poppins redder næste generation
Filmen foregår under Den Store Depression i 1930’ernes London. Der er gået 25 år siden handlingen i første film, og Banks-børnene er nu blevet voksne. Michael har fået tre børn, men hans kone døde tidligere på året, og nu står han med en økonomisk krise på hånden, og banken truer med at sætte familien på gaden, hvis ikke de kan tilbagebetale deres lån, inden ugen er omme. Midt i familiens trængsler kommer Mary svævende ned fra himlen for at tage hånd om opdragelsen af næste generation og sætte kulør på det grånende humør.
Nostalgi i højsædet
Jeg kunne rigtig godt lide den originale “Mary Poppins”, og “Mary Poppins vender tilbage” er lavet til sådan nogen som mig. Det er et nostalgi-kick af proportioner, og strategien har tydeligvis været at lægge sig så tæt op ad forgængeren som muligt. Opskriften er den samme, og en hel masse af ingredienserne er de samme: drageflyvning, nærige bankfolk, admiral Boom og animerede pingviner, for at nævne nogle få…
Se mere på www.filmogtro.dk