Filmens plot er bortrykkelsen – at flere millioner mennesker i verden pludselig er væk – og hvad det udløser af katastrofer og ulykker i trafikken på landeveje og i luften. Der er meget fokus på de efterladtes forvirring, sorg og vrede. Vil følger især piloten Rayford Steele (Nicolas Cage) og hans familie, hustruen Irene, der blev omvendt og tog imod Jesus for et års tid siden, samt sønnen Raymie og datteren Chloe. Handlingen foregår dels på jorden, hvor den studerende Chloe er omdrejningspunktet, og dels i et passagerfly på vej til London, hvor Rayford er den bærende person. Hele filmen igennem krydsklippes der mellem de to lokaliteter.
Filmen bæres af humor, spændende personer, drama og ikke mindst en række eksistentielle spørgsmål at tænke over og eventuelt diskutere med andre. Den er blevet beskyldt for ikke at være en kristen film. Det er et spørgsmål om definition. Vi er tilbøjelige til at give skuespiller og sangerinde Jordin Sparks (“Sparkle“) ret, når hun siger, at filmen kan ses med udbytte af alle uanset tro. De rejste spørgsmål er i høj grad almene. Vi kan alle blive udsat for, at en af vores kære pludselig er væk. Og spørgsmålet om meningen med det onde, der rammer os, bliver stillet af alle. Man kan også indvende, at filmen ikke nævner Jesus. Der er intet om kernen i kristendommen. På den anden side er der meget tale om Gud. En del samtaler og skænderier drejer sig om Guds eksistens og om, hvorvidt Bibelen kan bruges til at sige noget om fremtiden – altså om profetiernes troværdighed. Der er en fin pointe i den efterladte præsts understregning af, at det ikke er nok at vide noget om kristendommen. Man må også tro. Både titelsangen I Wish We’d All Been Ready – sunget af Jordin Sparks – og filmen i sin helhed understreger, at vi altid skal være rede til at møde Jesus.
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk