ET PAR DRENGES EVENTYRLIGE OG BARSKE OPLEVELSER
Som 12-årig oplevede Joseph Joffo at måtte flygte fra Paris. Det var i 1942, og tyskerne var i færd med at tage kontrollen i Frankrig. I håb om at opnå en lempelig besættelse indgik den franske regering en aftale med nazisterne, hvor de lovede at hjælpe med at arrestere alle jøder og pakke dem sammen, så de kunne sendes til udryddelseslejrene.
Tyve år senere skrev Joseph erindringsromanen En pose kugler om sin families farlige og underfulde flugt. Romanen er grundlag for “Flugten til Nice”. Filmen bygger altså på virkelige hændelser, men man skal huske, at alt er set gennem et barns øjne og fortalt efter at have været gemt i hans hukommelse i 20 år. Det hele er med andre ord fortalt mere rosenrødt, end virkeligheden var. Det er en feel good-film om jødeforfølgelse.
Idyllen bliver ødelagt
Joffo-familien er utrolig harmonisk, lykkelig og kærlig. De er jøder, men det har indtil nu ikke været et problem. De to yngste drenge Joseph og hans lidt ældre bror Maurice lever i Paris’ idylliske gader og i skolegården. De laver skarnsstreger, og de driller venskabeligt hinanden. De to ældste brødre er i lære i farens hyggelige frisørsalon, og deres smukke og smilende mor sørger for et hyggeligt hjem og en god opdragelse til de fire sønner. Men situationen spidser til, og en dag får alle jøder besked om at gå med den gule jødestjerne. Forældrene indser straks faren og beslutter at flygte til Nice, som ligger i den frie zone, hvor nazisterne indtil videre har holdt sig væk….
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk