TO GAMLE I EN AUTOCAMPER
Advarsel: Filmens slutning bliver afsløret i anmeldelsen.
Vi er i nutiden, i USA, hvor det gamle ægtepar Ella (Helen Mirren) og John (Donald Sutherland) begge har alvorlige sygdomme. Hun har uhelbredelig kræft, og han har alvorlig Alzheimers. En morgen overrasker de deres to voksne børn ved simpelthen at have taget den gamle autocamper og kørt bort. Børnene prøver at ringe dem op, men de to gamle vil ikke fortælle, hvor de er. Nu er de på deres livs ferie, og hverken børn eller sundhedsmyndigheder skal blande sig i det. Deres drøm er at tage på den tur, de før i tiden tog på sammen med deres børn. Men de vil fortsætte længere end de kunne, da børnene var med: nemlig helt til forfatteren Ernst Hemingways hus. John har været litteraturlærer og er en stor fan af Hemingway, hvilket han underholder adskillige servitricer med undervejs gennem USA. Ellas kærlighed udfordres konstant af Johns sygdom: det ene øjeblik er han den elskelige John, hun kender, men det næste aner han ikke, hvem hun er – eller raser over, at hun er ham utro med en ungdomskæreste.
Livsrejse
På mange måder bliver det også en rejse gennem hele deres liv. Når de har parkeret autocamperen på en campingplads, sidder de under nattehimlen og ser lysbilleder med fotos fra hele deres ægteskab. På den måde oprulles mange ting – nogle gange med og nogle gange uden Johns hukommelse. I løbet af turen erfarer Ella noget nyt og chorkerende om deres ægteskab, som truer med at ødelægge turen. Skildringen af Johns sygdom og Ellas reaktioner på den – samtidig med, at hun kæmper mod store smerter og tiltagende træthed – virker på mange måder realistisk. Handlingen er naturligvis tilpasset, så der er tilpas megen varm humor og romantiske øjeblikke undervejs. Det er en feel good-film med plads til eftertanke – der dog ikke må blive for voldsom…
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk