NÅR LÆGER ER BEDST
Lægen Jean Pierre Verner har i årevis arbejdet som landsbylæge i en lille lægepraksis i Chaussy. Jobbet er hele hans identitet, og alle er på fornavn med Jean Pierre. Han kender alle sine patienters historik og har et dybt personligt og venskabeligt forhold til dem. En dag bliver han diagnosticeret med en hjernetumor, og dermed falder alt for ham, for hvor længe kan han så udføre det job, som han elsker? Jean Pierre får (omend modvilligt) den kvindelige læge Natalie ind som afløser. Hun ved ikke, at han er syg, men skal oplæres af ham, og så begynder der et dejligt underspillet spil imellem dem. Hun ser symptomer, han ser det hele menneske.
Forskellen på “at se” og “at SE”
Hos de to læger støder det intellektuelle sammen med fornuft og praksis i mødet med mennesker i det lille samfund. Natalie lærer lige så stille om medmenneskelighed og at SE de mennesker, hun behandler, for der kan være stor forskel på at se og så virkelig at SE…, ligeledes finder hun ud af, at i sådant et lille samfund kan man ikke være sig selv nok, men må involvere sig for at blive accepteret.
Dygtige skuespillere
Det er en smuk og hyggelig film uden de store armbevægelser, det er de små detaljers film, – og den slags kræver faktisk dygtige skuespillere. Og de er også med i denne film. De to altdominerende roller som Jean Pierre og Natalie spilles af henholdsvis Francois Cluzet (den lamme mand i De urørlige) og Marianne Denicourt, og selv om jeg har et ambivalent forhold til franske film, så er det altid et kvalitetsmærke, når Francois Cluzet er med. Det kan næsten ikke gå galt! Og det gør det heller ikke her. Han ligner en mellemting mellem Michael Meyerheim og Dustin Hoffmann (ja, han kunne være Hoffmanns franske tvilling!) og dermed udstråler han noget trygt, jovialt og hyggeligt…
Se hele anmeldelsen på filmogtro.dk