
HØJ MÆRKELIGHEDSFAKTOR
Anledningen til denne anmeldelse er, at filmen er nomineret i den kommende Oscar-uddeling (i kategorierne bedste film, bedste instruktion, bedste kvindelige hovedrolle, bedste kvindelige birolle, bedste mandlige birolle, bedste originale manuskript m.fl.). En af mulighederne, når man anmelder en film, som ikke er helt ny, er at orientere sig i de anmeldelser, der blev skrevet ved premieren. Denne film er blevet anmeldt ret forskelligt. Set fra vores fjernsynsstol er der forbavsende mange begejstrede anmeldelser. Men de begejstrede har ikke set det samme i filmen. Den er virkelig heller ikke let at få hold på.
Kampsport og Ratatouille
The Daniels, som instruktørerne gerne vil kaldes, har insisteret på at lave en film, der er absurd, flimrende, plat og efter deres egen (og mange andres) mening humoristisk både på et højt og et lavt niveau. Filmen begynder med, at et kinesisk møntvaskeris daglige leder Evelyn Wang (Michelle Yeoh) kæmper med skatteregnskabet. Næste scene er på skattevæsnets kontor, hvor den skrappe medarbejder Deirdre Beaubeirdre (Jamie Lee Curtis) giver ejerne af møntvaskeriet en meget kort frist til at få orden på regnskaberne. Evelyn er filmens hovedperson. Hun er en desillusioneret midaldrende kinesisk indvandrer i USA. Hendes underlige far er på besøg fra Kina. Hendes mand Waymond (Ke Huy Quan) går og fifler med nogle skilsmissepapirer, og hendes datter Joy (Stephanie Hsu) er midt i et lidt forsinket, men intenst teenageoprør.
På skattevæsnets kontor tager handlingen en dramatisk vending, idet flere af hovedpersonerne pludselig hvirvles ud i en labyrint af parallelle universer. Tanken med de såkaldte multiverser er, at for hver gang, vi foretager et valg, så kommer der to universer ud af det, nemlig det, som vi fortsat oplever, og så ét, hvor den virkelighed, som vi valgte fra, fortsætter. I multiversene er der derfor mange variationer af Evelyn, som repræsenterer alle de muligheder, hun har valgt fra…
Se mere på www.filmogtro.dk