EN DRENGS KAMP FOR OVERLEVELSE
Kampen i slummen
Zain (Zain Al Rafeea) er en 12-årig dreng, der kæmper for at overleve i det moderne Beirut i Libanon. Hans forældre er illegalt i landet, og Zain og alle hans mange søskende har derfor ikke mulighed for et få et ID og er dermed reelt uden mulighed for et liv i andet end det uigennemsigtige slum, hvori familien bor til leje i en alt for lille lejlighed. Faren ligger primært på sofaen og mander sig kun op, når nogen af børnene skal bankes på plads. Moren prøver at opretholde en form for facade, og alle børnene kæmper som gadehandlere og bybude og alle andre jobs nederst på ranglisten for overhovedet at overleve. Af en alle anden grund har Zain en selvrespekt og en retfærdighedssans og en omsorg for andre, der langt overstiger gennemsnittet i familien og omgivelserne. Han affinder sig ikke med, at noget er “Allahs vilje”, men vil kæmpe for en bedre tilværelse for sig selv og sine kære. Da jeg ikke vil afsløre filmens plot, vil jeg ikke komme nærmere ind på disse konkrete kampe, men de er både meget autentiske (modsat mange konstruerede filmplots) og afslører en utrolig viljekraft i den lille udsultede dreng. En ung ethiopisk alenemor (spillet af Yordanos Shiferaw) og hendes lille tumling, Yonas (Boluwatife Treasure Bankole) spiller en stor rolle i Zains kamp og viser ham en mor, der virkelig elsker sit barn og vil gøre ALT for det.
Retssagen
Filmen er fiktion, men instruktøren Nadine Labaki har hentet hele miljøet og alle dets dilemmaer direkte ud af den barske virkelighed og har primært valgt autentiske folk til rollerne – selvom det giver mange førstegangs-skuespillere. Det eneste absolut ikke-autentiske, er filmens ramme: Zain ender med at få lov at komme i retten og anklage sine forældre. Det sker nok ikke i virkeligheden og slet ikke i en mellemøstlig kulturkreds. Men det gir Labaki mulighed for at lade Zains stemme lyde klart og tydeligt – og at fremføre de anklagedes svar. Zain anklager sine forældre for at have givet ham livet – underforstået, når de vidste, hvor elendigt, det ville blive. Hans egentlige anklage viser sig ret tydeligt i løbet af retssagen, og det er også det, de anklagede må svare på: “Hvorfor har I ikke gjort noget mere for at give os et bedre liv?” Forældrenes og de andre anklagedes svar kan virke underlige, hvis man intet kender til en mellemøstlig kulturkreds – men bag de kulturelle forskelle kan vi vesteuropæere nok godt selv udlede, hvad disse undskyldninger ville hedde i vores kulturkreds…
Se mere på www.filmogtro.dk