SUPERKRÆFTER OG TRAUMER
Filmen er sidste kapitel i en trilogi af M. Night Shyamalan. De forrige to er “Unbreakable”, som handler om karakteren David (Bruce Willis), mens “Split” omhandler Kevin (James McAvoy). Her i treeren flettes de tre historier sammen, da den tredje karakter, Mr. Glass (Samuel L. Jackson) bliver præsenteret. Jeg har hverken set “Unbreakable” eller “Split”, så denne anmeldelse er alene baseret på” Glass”.
De forrige to film introducerer to mænd med evner ud over det naturlige. De vælger at benytte deres kræfter på forskellige måder, da de begge har haft en turbulent fortid, der stadig nager i deres bevidsthed. Det er her, “Glass” tager sit udgangspunkt, for de to benytter stadig deres kræfter til hver deres formål. De ender begge sammen med den allerede indlagte Mr. Glass på en psykiatrisk anstalt, hvor man forsøger at kurere dem for superhelte- og skurkekomplekser.
Selvindbildte superkræfter
Rigtig meget af tiden mindede plottet mig om et scenarie, hvor “overnaturlighed skal modbevises”, hvilket man ofte ser kristendommen blive udsat for. Men jo længere, man når hen i filmen, des mere sættes det overnaturlige op imod psykoanalyse. Filmen er primært en psykologisk thriller. F.eks. insisterer Dr. Staple (Sarah Paulson) på, at Kevins voldelige, dyriske og dominerende personlighed, “Bæstet”, er en følge af en barndom fuld af misbrug.
Filmen har flere steder nogle “friske pust”, som i store træk kæder handlingen sammen med superhelte i tegneserierne, der fjerner det virkelighedsnære element. For eksempel, når Dr. Staple laver sammenligninger, der skal overbevise David og Kevin om, at de er det modsatte af superhelte. Men Mr. Glass tror, på trods af sin ekstreme intelligens, helhjertet på, at tegneserier med superhelte er krøniker skrevet om supermennesker som ham selv, Kevin og David…
Se mere på www.filmogtro.dk