Bodil Jørgensen og Kristian Halken leverer fremragende præstationer, hvor de fejrer deres 40 års ægteskab med en tur til Rom. Der er fornøjelige dialoger imellem de to garvede ægtefæller.
EN HISTORIE OM KÆRLIGHED
Ægteparret Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) har været gift i 40 år, og det skal fejres med manér, så hvor ellers end I storstaden Rom. De ankommer med fornøjelse, og historien lægger ud med aldeles fornøjelige dialoger imellem de to garvede ægtefæller, som tydeligvis kender hinanden ud og ind med 40 års samliv, med en blandet tone af finurlig, overbærende humor, stor forskellighed og samtidig fin samhørighedsvarme. Der opstår lynhurtigt meget sjove, særdeles latterfulde scener – som leveres gennem hele filmen med jævne mellemrum. Men derimellem melder der sig også snart noget andet. Fornemmelsen af en historie ved siden af de 40 sammenbindende ægteskabsår, en historie om en anden forbundethed, noget ufortalt, en hemmelighed.
Alle veje fører til Rom
Det gjorde som nævnt deres rubinbryllupsfejring, men det viser sig, at også andre veje fører til Rom. Veje fra meget tidligere år, veje som handlede om Gerda og en anden mand, som hun endte i favnen hos, da hun tog til Rom, og blev hans studieelev i kunsthistorie. Hun blev gravid, men fik foretaget en illegal abort, forlod Rom og det begyndende kunstnerliv og vendte hjem til Kristoffer, med hvem hun aldrig kunne få et barn, fordi aborten gjorde hende ufrugtbar. Kristoffer hørte aldrig et ord om det, men da de er i Rom, løber de ind i Gerdas gamle flamme, svenskeren Johannes (Rolf Lassgård). Og derfra får komedien også noget tragedie ind over sig. Ofte leveret med stor humor, men også med frustration, tristhed og vrede.
Tæt på rigtig godt
Skuespillet er helt i top, især faldt jeg meget for Kristian Halkens Kristoffer, som spiller fremragende som den enkle, jordnære, fodboldglade mand, der elsker sin hustru højt, og som nu kæmper med næb og klør med både hende og Johannes og ikke mindst sig selv, sin egen vrede og fortvivlelse, for at fastholde kærligheden og ægteskabet. Helt hen til allersidste scene tænkte jeg fem stjerner til filmen, men sidste scene skar en stjerne væk. Måske egentlig to, hvis ret skulle være ret – eller hvis jeg i det mindste skulle følge min egen oplevelse af slutscenen, som spiller ud med et falsk forsøg på at fastholde kærligheden. Jeg skal af hensyn til kommende seere lade være med at fortælle mere…
Se mere på https://filmogtro.dk/